Spørger man i et tværsnitsstudie om, hvor mange gange deltagerne i gennemsnit beder pr. uge, så får man i bedste fald et gennemsnit for hver deltager. På trods af identiske gennemsnit kan der imidlertid være stor forskel på, hvor meget to individers bønspraksis varierer over tid. Fordi man i tværsnitsstudier kun spørger hver deltager én gang, kan man ikke få indblik i hvor meget individets praksis varierer, men det kan man i longitudinelle studier.

Figur 1 illustrerer, hvordan to deltagere fra bøn, stress og livskvalitet har det samme gennemsnit, men forskellige mønstre.

Analyserne fra undersøgelsen viser ikke kun stor variation mellem deltagernes bønspraksis, men også i mønstre for deres velværeniveau. Figur 2 illustrerer, hvordan nogle deltagere er meget stabile i både bønspraksis og stressfølelse, andre svinger meget i både bønspraksis og velvære, og andre igen svinger på det ene mål men er stabile på det andet.

Personlige karakteristika kan muligvis forklare en del af den individuelle variation i både bønspraksis og følelsesliv. Det er allerede anerkendt i psykologien, at forskellige personlighedstræk som ekstroversion og neuroticisme har indflydelse på, om man oplever mange positive eller negative følelser og om ens følelsesliv er stabilt. Andre personlige karakteristika, som fx bestemte religiøse forestillinger, individets erfaringer med bøn og forholdet til Gud, kan sandsynligvis delvist forklare, hvorfor nogle har en meget stabil bønspraksis, mens andre varierer meget fra den ene uge til den næste. I bøn, stress og livskvalitet har vi detaljerede personprofiler på alle deltagere, og vi vil derfor systematisk undersøge, hvilke personlighedstræk der har indflydelse på mængden af variation i både deres følelsesliv og bønsliv.

 

I den religionspsykologiske litteratur har forholdet mellem bøn og velvære fået meget opmærksomhed. Resultaterne fra tværsnitsstudier tolkes ofte således, at det stiller bøn i et positivt lys, uanset om resultatet viser en positiv eller negativ korrelation mellem bønsfrekvens og velvære. Pga. de forskellige resultater, er det dog endnu ikke entydigt afklaret, om bøn har en positiv effekt på velvære eller ej.

 

Årsagen til de blandede resultater er formegentligt, at forholdet mellem bønspraksis og velvære er komplekst. Det er ikke usandsynligt at både personlige karakteristika og situationelle faktorer har indflydelse på forholdet mellem bøn og velvære. En høj bønsfrekvens er for de fleste kristne associeret med velvære i en normalt fungerende hverdag, men bønsfrekvensen kan også stige i krisesituationer, hvor den troende oplever mange og alvorlige bekymringer. Modsatrettede affektive tilstande kan altså begge føre til flere bønner.

 

Forskningen tyder desuden på, at bøn kan mindske individets negative følelser i nogle sammenhænge, men øge dem i andre. Resultatet afhænger bl.a. af individets religiøse forestillinger. At tro på en almægtig, god Gud kan give trøst når alt ser sort ud, mens tolkningen af en krisesituation, som værende Guds straf, kan gøre skade ved at tilføje individet yderligere frustration og bekymring. Bøn kan altså også føre til modsatrettede affektive tilstande.

 

Denne mangfoldighed taget i betragtning, er det ikke underligt, at forskningsresultaterne fra tværsnitsstudierne er usammenhængende. Longitudinelle studier kan hjælpe os med at få afklaret hvilke personlige og situationelle faktorer, der er med til at afgøre, hvornår der er en positiv og hvornår der er en negativ korrelation mellem bøn og velvære. De kan også hjælpe med at afklare hvornår bøn forårsager ændringer i velvære, og hvornår velvære er forårsager ændringer i bøn. Et sådant indblik i dynamikken mellem variabler, som de forekommer naturligt i dagligdagen, kan ikke opnås med andre undersøgelsesdesigns. Longitudinelle studier bidrager dermed til forskningen med en unik mulighed for at få indblik i kausale forhold og individuel varians.