Social desirability refererer til en stærk tilbøjelighed i mennesker til at ville fremstå som attraktive personer over for andre. I spørgsmål om intime forhold, fx gode og dårlige vaner, seksuel orientering, politisk ståsted, religiøsitet osv., vil respondenten ofte fremstille sig selv på en socialt attraktiv måde, fx som en der ryger mindre, og dyrker mere fitness end i virkeligheden. Det betyder, at besvarelser ikke altid reflekterer faktiske forhold, men snarere et ønske fra respondentens side. Social desirability-effekten er et generelt problem for forskere, som gerne vil undersøge deltageres forestillinger, følelser, holdninger, og handlinger. Særligt interviews og spørgeskemaer er sårbare over for social desirability-effekten, fordi data her er helt afhængig af deltagernes egne beskrivelser.  Der findes redskaber til at afsløre respondentens tilbøjelighed til at sætte sig selv i et positivt lys, som kan bruges til at kontrollere for social desirability-effekten i spørgeskemaundersøgelser (se litteratur nedenfor). I eksperimenter og observationsstudier ligger interessen ofte på, hvordan deltagere handler i bestemte situationer, hvilket gør dem mindre sårbare over for social desirability-effekten. I eksperimenter bruges der desuden implicitte og fysiologiske mål, som deltagerne ikke har kontrol over, hvilket minimerer potentiel støj fra social desirability markant.

Litteratur:

Crowne, D. P., & Marlowe, D. (1960). A new scale of social desirability independent of psychopathology. Journal of consulting psychology, 24(4), 349.