I eksperimenter, hvor deltagere udsættes for mere end én tilstand i et eksperiment (within-subjects design), kan der forekomme såkaldte rækkefølgeeffekter. Der er således risiko for, at forsøgsdeltagerne svarer anderledes på tilstand 2 alene, fordi de lige har været udsat for tilstand 1. Denne effekt kan være umulig at skelne fra effekten af den eksperimentelle manipulation i en analyse. En almindelig løsning er at lade halvdelen af forsøgsdeltagerne modtage tilstand 1 før tilstand 2, imens den resterende halvdel modtager tilstand 2 før tilstand 1. På den måde udlignes effekten af en bestemt rækkefølge.