Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dagbogsstudier

Dagbogsstudier er en samlebetegnelse for undersøgelser, hvor den enkelte deltager responderer løbende over tid. I praksis vil dagbogsstudier ofte være baseret på onlineteknologier, hvor respondenten på sin smartphone modtager det samme sæt spørgsmål flere gange dagligt, månedligt, eller årligt. Dagbogsstudier giver indsigt i individuelle variationer i modsætning til de fleste andre studier, som kun analyserer variationer på gruppeniveau. Tilgangen giver desuden mulighed for at undersøge det kausale forhold mellem to variabler lige som et eksperiment, fordi forskeren kan undersøge om ændringer på ét spørgsmål forudsiger efterfølgende ændringer på et andet spørgsmål. Dog mangler denne type undersøgelser eksperimentel kontrol over andre variabler, hvilket udelukker en sikker kausalitetsbestemmelse.